Piemontesekvæget – der oprindeligt menes at nedstamme fra Zebukvæg – kommer fra Piemonte-området i det nordvestlige Italien. Racen er meget udbredt her og findes såvel i Podalen som højt oppe i bjergene, hvor dyrene bruges som både malke- og slagtekvæg.
Den første import af avlsdyr fra Italien til Danmark fandt sted i efteråret 1989. Senere import samt opformering i Danmark har bragt antallet op på knap 500 dyr, hvoraf ca. halvdelen er køer
Farven er ved kalvenes fødsel nærmest gyldenbrun. Et par måneder efter fødselen skifter kalvene farve til hvide eller lysegrå nuancer. Med alderen bliver tyrene mørkegrå med sorte partier på især hoved og hals. Køerne forbliver lyse med et lille, fint hoved med store, mørke øjne og sort mule. Som noget specielt er dyrenes tunge mørk.
Kroppen er meget muskuløs, uden overflødigt fedt, og med markerede muskelaftegninger. Huden er tynd og fin. Racen har såkaldt dobbeltmuskulatur, og denne opbygges hos kalvene omkring 3-4 ugers alderen.
Dette er en dominant egenskab, der derfor også viser sig ved indkrydsning med malkekvæg eller andre racer. Dyrene fremtræder som lange, harmoniske dyr med finknoglede lemmer og lille hoved.
For hundyr tilstræbes i Danmark en udvokset vægt i middel foderstand på 600 kg, og en højde på 135-140 cm. For handyr ønskes ca. 1.000 kg i udvokset vægt samt 142-147 cm i højdemål. Større dyr accepteres, såfremt de er veludviklede og muskuløse.
Temperamentet er generelt særdeles roligt. Dette gør racen velegnet og eftertragtet hos alle kategorier af landmænd. Dyrene er meget nøjsomme, og da de ikke skal bruge energi på opbygning af et fedtlager, kræves ikke meget foder.
Bruttotilvæksten for individafprøvede tyrekalve var i 1999/ 2000 på 1422 g/dag. Den er et udtryk for produktion af rent, skært kød, idet en Piemontese slagtekrop kun indeholder 13-14% knogler og 1-2% fedt.
Slagteprocenten for renracede dyr ligger på 63-67%, og klassificeringen er helt i top. Ultralydsmålinger på individafprøvede tyre viste i 1999/2000 et rygmuskel-areal på 103,0 cm2, hvilket er det absolut højeste af alle racer.
Som det gælder for de fleste kødkvægracer, tilrådes det at være restriktiv med fodring af drægtige hundyr. Dels har en fed kvie/ko sværere ved at føde sin kalv – dels er drægtighedslængden ca. 10 dage længere end hos malkekvæg.
Piemontese racens nøjsomhed spiller også en rolle, idet den kræver meget lidt foder for at tage på i vægt. For kraftig fodring – specielt den sidste månedstid – kan give kælvningsbesvær, især for kviernes vedkommende
